Vores barnepige Clara, kontaktede Line fra bestyrelsen, da hun havde hørt om Rays ulykkelige situation.
Clara håbede at vi i Mtoto Tanzania kunne hjælpe Ray og hun gjorde os opmærksom på at det haster.
Rays historie
Ray er en 13 årig pige fra Tanzania, der efter 7 års skolegang, netop har færdiggjort Primary School, med fremragende resultater.
Ray er en klog pige, der er vokset op i en lille village med sine forældre.
Familien er afhængig af det stykke jord de ejer, hvor de dyrker grøntsager. Grøntsagerne sælger de på marked, hvilket udgør familiens indkomst. Landbrug kan være en hård branche i Tanzania med skiftende regntider og længerevarende tørke.
Familiens muligheder er derfor altid afhængig af høsten. Ray har gjort familien stolt med fine skoleresultater og hun glædede sig til de næste fire år på Secondary School, hvor hun ville fortsætte med at dygtiggøre sig og kvalificere sig til uddannelse i fremtiden.
Sådan skulle det ikke være...
Lykken tog dog hurtigt en drejning for Ray. Efter et hårdt år for familien, med ugunstige vejrforhold og dermed en presset økonomi, tog Rays far en beslutning, som satte en stopper for Rays fremtidsdrømme og frihed.
Faderen fortalte Ray at han ingen anden mulighed så, end at gifte hende bort til en mand som kan forsørge hende.
Det var en nedslående nyhed for Ray, og hun blev både bange, ulykkelig og fortvivlet over denne udmelding.
Ray ved godt at hendes far har truffet beslutningen om at gifte hende bort for at forbedre familiens situation, men hun står nu med en følelse af at få frataget retten til sit eget liv, som hun har hørt så meget om i skolen.
.