Hjemvendt fra en fantastisk tur og med oplevelserne boblende i kroppen, kæmpende om at komme frem og blive fortalt står oplevelserne med børnene i Mtoto Tanzania tydeligst frem.
Især første besøg hos Mary og hendes børn, der ramte realiteten mig og mine øjne blev for alvor åbnet for det store arbejde Mtoto Tanzania gør for alle børnene. Det er hårde skæbner, som Mtoto samler op og giver tryghed, muligheder og et hjem.
Huset var simpelt indrettet, men med alt der behøves og frem for alt et stort sikkert hegn rundt om grunden. I ”haven” var der banantræer og da vi var der havde de lige fået penge fra en fond til at bygge hønsehuse, hvilket er helt fantastisk i forbindelse med at øge levestandarden og en sikker fødekilde.
Men tilbage til det hele turen handlede om børnene.
Da vi kom ind ad døren, sitrede en forventningsfuld stemning og alle børnene sad med store øjne og fnisende og grinede og var ved at gå til over de gaver vi havde med. Hjemmefra havde jeg samlet legetøj ind fra familie og venner og det skal jeg love for at mine rejsefæller også havde og nu sad vi alle spændt på om det vi havde med ville skabe glæde – og DET gjorde det!
Jeg blev ramt af ydmyghed over alt det jeg har og kan vælge at gøre, tristhed over at vi fødes med forskellige udgangspunkter og nogle til ufattelig fattigdom, men samtidig også midt i en fest af umiddelbar glæde over at se hvor glade børnene blev hvert sted vi kom.
Børnene skraldgrinede, jublede, legede med legetøj og prøvede deres nye tøj og sko. Jeg husker specielt, da vi besøgte Tumaini Topsil, hvor Justin, Rachel, Israel og måske var lille Raffi også med, spillede kort på en madras på gulvet.
Det var det eneste ”møbel” i stuen/opholdsrummet, da de næsten lige var flyttet ind. Det stod igen i skærende kontrast til mit beskyttede liv i lille Danmark. Men hold op, hvor blev jeg glad for at se at de på den måde legede med hinanden og nu levede et beskyttet liv med mad, rent vand og skole, når de er gamle nok. Jette, som også var med på turen, havde samlet et stort beløb ind, som var afsat til møbler og de blev bestilt inden vi tog hjem og vi venter spændt på at se billeder af dem, når de bliver leveret.
Alt er laves af en lokal snedker, som også har lavet møbler tidligere, hvilket var en af de ting, som jeg ikke hjemmefra kunne forstille mig – nemlig at der ikke kun skabes trygge hjem for børn – men også arbejde og derved penge til lokale familier.
En anden oplevelse, som virkelig også har printet sig ind i min erindring, var besøgene på børnenes skoler. Her fik jeg lov at lege med på legepladsen med en kæmpe flok børn, hvor jeg filmede små film, hvor de hopper rundt og laver alle mulige numre og ellers bare løber og griner og skubber til hinanden.
Det var også her jeg kom lidt tættere ind på ”mit” barn Elimelck. De gange jeg har været sammen med ham, har han været lidt tilbageholdende – meget sød og velopdragen – men holdt sig lidt tilbage. Eller allerførste gang jeg mødte ham, ved kirken, var han meget ivrig for at møde mig. Men her ved skolen fik jeg lidt mere af ham at se og det er jeg utroligt taknemmelig for.
På skolen fik vi også hilst på flere af klasserne, set computerrummet, hvor der stod kontorstole med falmet ”HF” skrevet på ryggen. Tænk at de har taget hele turen fra Danmark til Tanzania.
Frokosten blev indtaget udenfor under et stort halvtag, hvor de små stillede sig i kø, til mad, først og satte sig efterfølgende sammen hos deres lærer efterfulgt af de større elever. Lige så snart de havde spist strøg de på legepladsen inden de skulle til time igen. Der var så mange gode stunder med børnene, vi spillede fodbold, Twister (hihi det så sjovt ud), men det var også følelsesmæssigt en rutsjetur, da der stadig er så mange som har brug for hjælp. Især står besøget hos mama Said meget klart for mig, som et de besøg der rørte mig meget.
Vi havde fået historien om hende og hendes situation, i bilen på vej til hende, og det gør mig ked af at tænke på. Hun bor et godt sted, men træerne gror ikke ind i himlen og hun har det stadig meget svært. Standarden på huse af denne type er også helt anderledes end hvad jeg kunne forstille mig inden at jeg tog afsted. Intet går til spilde og plastikstole får et træben, hvis de uheldigvis mister et, ligesom det var den eneste stol.
Jeg ved at Mtoto gør alt for at hjælpe og hun holdes i hånden af de andre ”barnepiger” for at skabe et bedre liv for hende. Jeg synes også det var hårdt at møde Sara og alle hendes børn og samtidig vide at hun har AIDS og medicinen virker bedst, hvis hun er i ernæringsmæssig god stand. Det er bare ikke at der altid er mad nok. Men hun er også i gode hænder nu og flere af hendes børn er flyttet ind i projekterne.
De hjælpes nu og ses stadig med Sara. Hele konceptet med at børnene stadig har kontakt med deres forældre (mor), hvis de har nogen, er virkelig godt. Jeg var så heldig at møde Elimelecks mor samt hans storesøster, som bor hjemme. Moren var overstrømmende glad for at møde mig og takkede for at støtte Elimeleck gennem Mtoto. En dejlig måde at se Line og Charlottes store arbejde udfolde sig på.
Jeg er meget glad for at have besøgt Mtotos familiehjem, børnene og vil meget gerne tilbage.
Safari
Nogle af os tog en lille afstikker og tog på safari. Ej men hvis du aldrig har været på safari SÅ GØR DET! Jeg havde hjemmefra fået forståelsen af at safari bestod af meget kørsel og man skulle være heldig for at se dyr, men nøj hvor var det forkert.
Jeg har været èn, ÈN meter fra en LØVE, set en leopard, set elefanter, giraffer, zebraer, gazeller, antiloper, gnu – tusindvis af flamingoer og mange mange flere dyr end jeg næsten troede muligt. Det var en kæmpe oplevelse at besøge Ngorongoro Krateret, næsten som at være med i Jurassic Park.
Efter en hel dag i Tarangire National Park, som er kendt for meget store flokke af elefanter, overnatning midt i parken med antiloper og ja muligvis rovdyr lige uden for teltdugen, en luftballontur, som jeg kommer tilbage til, gik turen til Ngorongoro. Ngorongoro er et krater, så vi kørte i flere timer for at komme op på kanten af krateret og det var her jeg følte at jeg var med i Jurassic Park. Vi kørte opad, opad og opad i den her store Jeep med seks individuelle sæder bagi, igennem tæt jungle og gamle træer og tæt krat på en meget ujævn grusvej. Det tog lang tid at komme op og forbikørsler med andre Jeeps vi mødte, var også ret spændende. Pludselig var vi på toppen og det mest storslåede syn mødte os, vi kunne kigge ned i og ud over hele krateret og med kikkert fik vi de første glimt af elefanter og andre udefinerbare dyr fordi de var så langt væk i bunden af krateret.
Hvad der herefter udspillede sig, da vi kom ned, var helt fantastisk. Det var her vi mødte løver på vejen og som gik forbi lige nedenfor, det åbne tag på bilen, hvor vi hang ud og tog billeder og filmede. Godt de ikke var sultne. Her kom vi også helt tæt på hyæner, som var i gang med at spise af et flodhestekadaver. Det var også her vi så en million flamingoer i det smukkeste set-up med blåt vand i søen, de grønne kratersider, som tårnede sig op i baggrunden, blå himmel og solens skær – det var bare smukt. Vi sad flere gange i stilhed og nød at køre rundt for så at springe op og stille os på sæderne for at komme så tæt på de dyr vi passerede, vi kunne.
Jeg var èn af to, som valgte at tage på luftballaontur over Tarangire nationalpark og jeg havde glædet mig helt vildt. Vi blev hentet i vores fine glampingtelte på overnatningsstedet, midt i parken, i mørke, så vi kunne flyve i solopgang. Ballonen var gigantisk stor og lå bredt ud på et fladt stykke ude midt i ingenting. Vi fik en kop te og så var det ellers med at kravle ind i kurven, ja den lå på siden, så vi kravlede ind og lagde os på ryggen oven på den ene af kurvens sider. Her blev vi spændt fast og så blev kurven trukket op på højkant af en Jeep og så begyndte ballonen at stige op. Vi steg hurtigt op og var snart på højde med en klase skyer, som vi langsomt fulgtes med imens vi så solen stå op og nød at kigge ud over savannen.
Det var så fredfyldt at hænge der i stilhed og langsomt drive afsted imens naturen udfoldede sig under os. Dyrene tog sig vist en fridag og et par vortesvin er det jeg husker bedst. Men jeg var også lidt optaget af det faktum balloner ikke er til at styre og vi drev den stik modsatte retning af, hvad vi skulle fordi vinden stod forkert.
Ja vi var faktisk på vej mod Kenya! Luftballonskipperen prøvede ihærdigt at styre, men intet hjalp ballonen var på afveje. Han tog en hurtig beslutning og gav besked til personalet på jorden at de skulle følge ballonen og samle os op, når han fandt et sted at gå ned, uden for mange buske og krat. Vi kom ned, men før bilerne var nået frem, så vi stod i kurven og ventede i evigheder, føltes det og håbede på at vi ikke var gået ned et sted, hvor der var rovdyr. Vi blev samlet op og jeg har aldrig prøvet noget lignende, da vi kørte offroad over savannen. Vi kørte over buske, små træer, lidt på siden og lige på et tidspunkt troede jeg faktisk ikke at vi kunne komme videre, men ud til grusvejen kom vi og så gik det ellers over stok og sten på en ujævn grusvej for at blive genforenet med de andre igen. På trods af at safarien foregik de fleste timer i en bil, så snakkede vi, grinede ukontrolleret, tog billeder, spiste snaks og stillede 1000 spørgsmål til guiden og det var fantastisk.
Vi hyggede os simpelthen bare og jeg havde den bedste oplevelse. Alle de andre oplevelser står i kø for at blive fortalt også. Til eksempel så er vejene i Tanzania et kapitel for sig selv! De kalder det ”african massage” at køre på grusvejene og nu hvor jeg har prøvet det, så giver det udtryk så meget mening. Derudover, så er african time også et udtryk eller en livsstil man lige så godt kan tage til sig med det samme, da tingene ikke sker som planlagt.
Bestilling af mad selv på de bedste og lækreste restauranter var en tidsmæssig prøvelse til tider, men der er intet andet at gøre end at omfavne ventetid. Maden i sig selv er også noget for sig. Vi har spist de lækreste avokadoer, salater, pizza med ananas (ja det snakkede vi meget om de 17 dage vi var afsted). Jeg har heller ikke nået at fortælle om vandreturen til vandfaldet ved killimanjaro, hvor man efter 1½ times vandretur helt ved mål møder en mand der sidder og sælger bare to avokadoer, lækre jo-tak, men sikke en tålmodighed for at komme af med de to.
Der er også historien om, da vi var nødt til at hoppe ud af bilen i en kæmpe mudderpøl, bananauktion i kirken under en konfirmation, dansetræning i 2-3 timer i stegende hede, firben i badet, og nå ja en enkelt nat på toilettet, men lige den historie er ikke så sjov at tænke tilbage på. Det var en oplevelsesrig tur på så mange planer og jeg vil meget gerne tilbage engang, især til projekterne i Mtoto Tanzania. Og jeg vil varmt anbefale alle at tage med ned og besøge børnene. Alt bliver der sørget for og jeg kom helt tæt på hjertet af Tanzania på denne tur.
