Drager man mod øst fra Arusha ad den store Main Route, kommer man på et tidspunkt forbi Usa River Rehabilitation school. Når børnene fra Mtoto Tanzania har afsluttet deres grundskole, skal de bo 4 år her på kostskolen, der ligger ca. 10 minutters kørsel fra Maji ya Chai. Da vi kommer ind ad porten bliver vi taget imod af Jonas, Julitha, Jennifer og Yacobo.
De viser os rundt på små flisebelagte stier, der er omgivet af græsarealer med træer og lysegrønne buske, og mens vi går slår flere elever sig til flokken. “Derinde er mit værelse” siger Jonas og peger på en lysegul bygning med røde teglsten. Vi følger efter ham over et af græsarealerne, “Mambo” smiler jeg til en fremmed dreng, vi går forbi. "Åh, han kan ikke forstå dig” siger Jonas, der formidler min hilsen videre på tegnsprog. Her er det nemlig ikke alle eleverne, der kan høre og tale; på skolen har halvdelen af eleverne et fysisk og psykisk handicap. Eleverne, der udelukkende har et fysisk handicap, følger den almindelige undervisning med Jonas og de andre fra Mtoto Tanzania. De elever, der derimod har brug for særlig tilrettelagt undervisning, arbejder på et af de mange værksteder, der er på skolen. Jonas og Julitha viser os ned til værkstederne. Vi går forbi systuen, snedkerværkstedet og bageriet, inden vi når til butikken, hvor håndværkerne fra værkstederne bliver solgt. Der er smykker i mange farver, grydeskeer af eg, traditionelle tingatinga malerier, håndsyede forklæder og meget mere. Foran i butikken er der en lille café, der sælger brød og kager fra skolens bageri.
De viser os videre om bag butikken, hvor vi følger en grussti, der fører os forbi en række lærerboliger og til sidst frem til skolens stalde med køer og geder. Vi følger stien, der slår en kurve tilbage mod skolen, og kommer til en enorm græsplæne. Julitha fortæller, at det er her de dyrker sport hver fredag – og i pauserne og weekenderne.
Vi går tilbage på det grønne græsareal, hvor eleverne stimler til med et plastikkrus i hånden. Der er blevet tid til en formiddagsnack. Vi skal have mælkete med mælk fra egne køer og nybagt franskbrød fra eget bageri. Eleverne samles i store klynger på græsplænen og op ad murene. Da teen er drukket og brødet spist, hjælpes de ad med at pakke sammen igen.
En ung dreng skubber sin vens kørestol foran sig. Jeg spørger Julitha, hvad hun synes, medlemmerne hjemme i Danmark skal vide om deres skole. “På skolen har vi et godt miljø, der er sikkert for alle. Her lærer du at hjælpe folk, der har brug for hjælp. Du lærer at være venlig,” svarer hun.
Jonas og Julita spørger om det er rigtigt, at man selv må bestemme, hvilket tøj man har på i skolerne i Danmark. De er tydeligvis betagede af tanken, og det får mig til at spørge dem, hvad de synes om at skulle have skoleuniform på. Jonas forklarer, at der brug for at se ens ud, fordi de kommer fra så forskellige kår. “Her skal vi alle være lige,” siger han, “plus… det ser sejt ud”.
Da vi kommer tilbage til Maji ya Chai og fortæller børnene på Mtoto Orphanage, hvor vi har brugt dagen, lægger de ikke skjul på misundelsen. Der er flere af dem, der glæder sig til at skulle starte på secondary school med deres ældre plejesøskende.
