Husker I historien om Mariamu og hendes fire børn uden tag over hovedet?
Gravide Mariamu og hendes børn Said, Salma og Aicha, stod pludselig i en håbløs situation.
Mariamus tidligere mand og børnenes far, er alkoholiker og har en voldelig tilgang til Mariamu.
Børnene har flere gange overværet at deres far forgreb sig på deres mor. De levede hver dag i frygt for, hvornår deres far ville dukke op skabe kaos i hjemmet.
Der var ikke råd til at sende børnene i skole, og i en ganske tidlig alder, skulle Said tage sig af sine to søstre Salma og Aicha, så deres mor kunne opsøge dagsjob, der kunne skaffe penge til mad.
De fleste dage spiste familien kun ét måltid om dagen.
Da Mariamu var gravid med Ismail, blev hun og børnene sat på gaden af manden. I stor desperation opsøgte Mariamu, Tumaini Mission Trust, den skole vi samarbejder med.
Skolen henviste familien til os, og vi blev hurtigt klar over at noget måtte gøres for denne familie og deres håbløse situation.
Mariamu har svært ved at overskue fire børn. Derfor bor de tre ældste på familiehjemmet, Tumaini Home, hos en plejemor.
Tumaini Home ligger kun 10 minutters gang fra deres mors hjem. Her har de tre børn tag over hovedet og en varm seng at sove i.
De får mad hver dag, og har en tryg omsorgsperson, deres plejemor, der har taget børnene til sig, som var det hendes egne.
Plejemoderen, har desuden selv to børn, og det lille hjem fungerer som en familie.
Børnene får udover en tryg base, skolegang af høj kvalitet på den lokale privatskole, Tumaini Mission Trust.
De tre børn har hver fire sponsorer fra Danmark.
Mariamu og Ismail bor i et bofællesskab på et værelse, vi har lejet til dem. Værelset ligger i trygge og sikre omgivelser, rummer en køjeseng og spande til opbevaring af diverse tøj, køkkengrej, mm.
På udendørsarealet, som deles med andre, findes en vandhane og toiletter.
Bad tages i en spand, og mad laves på et lille komfur vi har doneret.
Mariamu og Isamil besøger af og til de tre ældste børn, på Tumaini Home. På den måde opretholder familien relationen til hinanden.
.