Nu åbner tumaini care - Vores nye familiehjem





28. maj 2024



Det er med stor glæde at vi nu kan dele nyheden om åbning af Tumaini Care, vores fjerde familiehjem i Mtoto Tanzania.


På Tumaini Care er Salome blevet ansat som plejemor og hun arbejder nu tæt sammen med vores øvrige team omkring alle vores projekter.





Salomes Historie


Vi har kendt og fulgt Salome og hendes to børn, Praygod og Precious, igennem flere år.


Salome er 43 år, hun tilhører Chagga stammen og kommer oprindelig fra Moshi i Kilimanjaro Regionen. Salome blev forladt af sin mand, der var meget voldelig over for både hende og børnene, hun flyttede til Arusha og måtte arbejde under urimelige vilkår og ringe løn, for at forsøge sine børn.


Familien har været en del af Tumaini Support siden 2022, så Praygod og Precious har allerede sponsorere fra Mtoto Tanzania og går i skole sammen med alle vores andre børn.


De seneste måneder har været ekstra udfordrende for Salome. Når det blev lønningsdag, fik hun ikke den aftalte løn, flere gange fik hun slet ikke noget og hun var derfor virkelig bekymret for fremtiden.





Tumaini Care - vores 4. Familiehjem


Salome har længe ønsket at blive ansat som plejemor hos os og hun har ved flere lejligheder hjulpet til i vores projekter og vist stort overblik og omsorg for børnene i Mtoto Tanzania.


Da muligheden og behovet for at åbne endnu et familiehjem opstod, var Salome straks i vores tanker. Salome blev både overvældet af glæde og dyb taknemlighed da vi kunne tilbyde hende ansættelse på Tumaini Care.


Vi er godt igang med indretningen af Tumaini Care og Samuel, Elisha og Melkizedik er allerede flyttet ind og stortrives i deres nye fine hjem.


Nogle af Jer kan måske genkende de tre drenge, der tidligere boede på Tumaini Family.


Lille Jorden på 6 år har boet sammen med Salome og hendes børn siden 2022 og er naturligvis også en del af Tumaini Care nu.





På familiehjem i Tanzania må en plejemor have 6 børn udover sine egne børn.


Det betyder at vi med åbningen af Tumaini Care nu har mulighed for at hjælpe yderligere 2 børn til en fremtid med flere muligheder, når der opstår behov for dette.


Velkommen til Tumaini Care