Når man ankommer til Tumaini Topsil er det svært ikke at få øje på Merysianas frugttræer. Der hænger avocadoer, mangoer og appelsiner i lange baner. Og når man træder ind i huset, har væggene samme farve, som de avocadoer Merysiana serverer.
Hun fortæller, at hun har glædet sig til, at vi skulle komme forbi, og at vi må spørge om alt.
Merysiana mødte Line helt tilbage, da hun gik i secondary school. På det tidspunkt var Merysiana lige ankommet til Arusha. Hun er nemlig masai og vokset op i Kiteto-distriktet, der ligger 8 timers buskørsel syd for Arusha. Med 5 børn havde hendes forældre mange munde at mætte, og det var ikke altid let.
”Vi skulle gå 2 timer hver vej for at komme i skole. Men da jeg gik i 7. klasse, blev jeg taget ind af nogle katolske nonner, der missionerede i området. Da jeg blev færdig i grundskolen, tog de mig med til Arusha”.
Da Merysiana som 16-årig flyttede til Arusha, var det første gang hun satte sine fødder i byen. Hun startede på en skrædderuddannelse på kvindecenteret Faraja. Samme tid var Line frivillig på det samme kvindecenter, og det var her de to kvinder mødte hinanden.
Men Merysiana begyndte kort efter i secondary school og fortsatte på college, hvor hun læste til lærer. Efter sin uddannelse savnede Merysiana Faraja, og hun vendte derfor tilbage for selv at være frivillig. Efter to år som frivillig blev hun ansat som skrædderunderviser på centeret.
”Line og jeg lærte hinanden bedre at kende. Jeg syede mange ting til hende, da jeg arbejdede på Faraja”. Merysiana smiler, mens hun rører forsigtigt ved nogle blomster, hun har syet af tyndt stof, som står foran hende på spisebordet.
”På et tidspunkt blev jeg Claras assistent på Mtoto Orphanage. Jeg var lige startet på Mtoto Orphanage, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Jeg var der i 3 år, indtil Tumaini Topsil åbnede i 2023, hvor jeg så selv blev plejemor. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg i dag kan arbejde med min søn,” fortsætter hun. Merysiana bor nemlig på Tumaini Topsil sammen med sin lille søn, Raphael.
”Her er alle børnene som brødre og søstre. Nogle gange kalder Raphael mig endda aunt,” griner hun, mens hun sætter sig til rette i stolen.
At se børnenes sammenhold er det bedste ved at være plejemor, fortæller Merysiana. De hjælper hinanden og leger med hinanden. Og så elsker hun, når de er kreative sammen. Merysiana forsøger at lære alle børnene at sy, men det er ikke alle, der har talent for det, indrømmer hun med et grin.
Udover at være plejemor er Merysiana også koordinater for Mtoto Tanzanias nødhjælpsfamilier, og det betyder meget for hende, fortæller hun. ”Da jeg arbejdede på Faraja, gik det op for mig, at jeg gerne vil arbejde med mennesker, der er i svære situationer. Jeg vil gerne hjælpe. Og hjælp behøver ikke kun at være økonomisk," fastslår hun. En stor del af Merysianas job som koordinator er nemlig at tage rundt til familierne, som Mtoto Tanzania støtter, for at tale med dem. Her taler hun med både mødrene og deres børn om de ting, der kan være svære. Det kan være et barn, der har svært ved et fag i skolen. Eller som har det svært socialt. Det kan også være en mor, der har svært ved at håndtere en teenager i oprør.
Merysiana rejser tilbage til sin familie i Kiteto hver december. De børn fra Tumaini Topsil, som ikke har en landsby at vende hjem til, tager hun med. Men når hun er tilbage i landsbyen, er det også dét at hjælpe, der står øverst på hendes liste. Her går december måned som regel med at tale med de unge kvinder i landsbyen for at se, hvordan hun kan bidrage. ”Jeg tager rundt i området og fortæller de unge piger om deres muligheder. Om hvor vigtigt det er at prioritere skolen. Og om hvordan de kan passe på sig selv”.
Raphael hoster inde fra soveværelset, hvor han sover til middag, og Merysiana går ind for at kigge til ham. Han er syg lige nu, så hun holder særligt godt øje med ham. ”Det sværeste ved at være plejemor er når et af barn er syg. Jeg bliver så bekymret og har lyst til at bruge al min energi på det syge barn, men samtidig vil jeg også være der for alle de andre børn,” siger hun, da hun kommer ud fra værelset.
Vi skal til at gå igen, men man kan ikke forlade Tumaini Topsil uden først at have spist sig mæt i frugter fra haven. Merysiana sætter vand over på det lille gasblus og serverer pulverkaffe, modne bananer og en hel tallerken perfekte avocadoer.
