Da vi kommer ind gennem lågen til Tumaini Family-hjemmet, hvor Frida er plejemor, ser vi en stor sofa, der står på verandaen ude foran huset.
”Karibu sana!” – I er meget velkomne – kan man høre Frida råbe inde fra huset. Da vi stikker hovedet ind ad døren, ser stuen tom ud. Spisebordet og stolene er skubbet op mod den ene væg, og Frida er ikke til at se.
”Karibu! Karibu!” smiler Frida, da hun kommer frem fra gangen med opsmøgede ærmer og fletninger hængende løst. Hun er midt i en hovedrengøring, og det er derfor, at sofaen er skubbet ud på verandaen. Som hun står der med bare tæer på det våde klinkegulv, er det svært at forstå, at det kun er en måned siden, hun ankom bag på en motorcykel med sine to børn og alle sine ejendele. Hun ligner en der har boet her længe.
Mens hun griner, hiver hun fire spisebordsstole frem og sætter dem i midten af den tomme, rene stue. Frida har sagt ja til at lade sig interviewe – så Mtoto Tanzanias medlemmer har muligheden for at lære hende lidt at kende. Frida kan ikke engelsk, og derfor bliver interviewet gennemført ved hjælp af plejemoren Clara som tolk.
”Jeg blev født i Kilimanjaro, hvor jeg voksede op med min familie. Jeg er det 6. barn ud af en søskendeflok på 8.” Frida er smilende, og hun kigger lidt genert mod gulvet, mens hun fortæller om sit liv før Mtoto Tanzania. Hun har boet i Arusha hele sit voksenliv og har fire børn – men to af dem er voksne i dag, fortæller hun. De to voksne børn er en datter på 22 og en søn på 18. Datteren er selv blevet mor, så Frida kan kalde sig bedstemor, griner hun. Derudover har Frida tvillingerne Prince og Princess på 13, som bor med hende hos Tumaini Family.
Da vi snakker med Frida, har hun kun været plejemor hos Tumaini Family i en måned. Vi spørger hende, om det har været svært at skulle tage sig af fem børn, hvor tre af dem er børn, hun lige har mødt. Hun ryster på hovedet ”Nej… For jeg skal ikke være bange for, at der ikke er mad på bordet til børnene”. Det er nemlig nyt for Frida at få tre måltider om dagen.
“Jeg var gift, men i 2011 døde min mand af hjertestop. Siden har tingene været svære.” Siden Fridas mand døde, har hun taget ethvert job hun kunne få: vasket tøj for kvinderne i nabolaget og gjort rent hos forskellige familier. Men jobbene var kun små tjanser, og pengene kunne sjældent række.
Når vi spørger, om det er hårdt at tage sig af de fem børn i Tumaini Family, er det altså et skørt spørgsmål for Frida. Om man passer fire børn, som hun gjorde hjemme i Arusha, eller fem børn, som hun gør her, er ikke den store forskel. Den store forskel er derimod, at der rent faktisk er mad på bordet.
Frida fortæller, at Tumaini Family-børnene Wema, Isaya og Abigail, har taget godt imod hende og tvillingerne. Derfor har det ikke svært at skulle træde ind i rollen som deres nye plejemor.
”Det bedste jeg ved er, når børnene laver historier sammen,” siger Frida med et smil. Hun elsker at se dem lege sammen, være kreative og være gode mod hinanden. Da vi spørger, om der ikke også er mange skænderier mellem børnene, griner hun stort. At blive plejemor for teenagepiger, der deler et værelse, har tilsyneladende ikke været helt uden problemer. Hun griner, mens hun fortæller om skænderier, om at låne hinandens tøj, om at fylde for meget på værelset, om at den ene er ulidelig irriterende. Ja, skænderier de fleste søskende kan nikke genkendende til. Men Frida tager dem med et smil. Hun fortæller, hvordan hun sætter sig ned og taler med dem hver især og samlet, hvis bølgerne går for højt. Og at de altid ender med at blive gode venner igen.
Efter interviewet følger Frida os ud til porten. Hun står og vinker farvel, så hendes farvede kitenge kjole flagrer om hende, mens vi går ned ad vejen.
