Clara står ude på verandaen for at kramme os velkommen, da vi kommer. Sådan står hun klar, hver gang vi ankommer.
Indenfor står der Chipsi Mayai – en tanzaniansk klassiker; omelet med pomfritter – klar på det store spisebord. Hun ved, at vi er rundt og interviewe plejemødrene i dag og har tænkt, at vi ikke har haft tid til at spise frokost.
Propmætte bevæger vi os ned til sofaen i den store stue. Som altid, kan man tale med Clara om stort og småt og uden at have opdaget det, er vi allerede i gang med interviewet.
Hun fortæller, at hun er vokset op i Dar es Salaam med sin far og mor. Hun er en af de heldige, der har gået på både secondary school og college. Claras yndlingsfag var geografi, og hun griner højt, mens hun fortæller, at hun stadig kan huske fra geografitimerne i 5. klasse, at Danmark er en af verdens førende griseproducenter. Egentlig var det ikke fordi geografi var Claras store passion, men lærerinden var helt fantastisk: “Forestil dig, at du er i Danmark. Når du kigger til højre, er der marker så langt øjet rækker", ville hun sige, fortæller Clara. Det er fuldstændigt klart for Clara, at dét at sætte kreativiteten og fantasien i spil er afgørende for at lære.
På college uddannede Clara sig til sekretær, og hun har både arbejdet i forsikringsbranchen og på Mwenge University i Dar es Salaam. Men i arbejdet som sekretær følte Clara at noget manglede, og da universitetet ville forlænge hendes kontrakt, mærkede hun en pludselig tøven.
“Måske er det fordi jeg er enebarn, at jeg altid har drømt om at arbejde med børn. Jeg har altid ønsket mig en bror eller søster, og sammen med Line kunne jeg pludselig få lov at opfostre en hel søskendeflok.”
Lige som hun skulle sige ja eller nej til at forlænge kontrakten på universitetet, fik hun et opkald fra sin onkel. Han havde mødt en dansk kvinde, der hed Line, som ville starte et børnehjem i Maji Ya Chai. Clara pakkede sit liv i Dar es Salaam sammen og tog den 11 timer lange bustur til Arusha for at møde Line.
“I november 2015, d. 29 – den dato glemmer jeg aldrig – flyttede jeg ind på Mtoto Orphanage med 7 små børn. Og på den anden side af jul kom der 3 børn mere.”
Det første lange stykke tid var Line der hver dag, mens de to kvinder blev enige om, hvordan børnehjemmet skulle køres. De havde lange snakke om omsorg, rutiner og fællesskab, og lige så stille tog hverdagen på børnehjemmet form. Her 9 år senere griner Clara ved tanken om hvor generte børnene var, da de kom.
Clara fortæller om hverdagen på Mtoto Orphange; rutinerne, pligterne og snakkende. For Clara er det vigtigt, at børnene er med til de huslige arbejde. De skal vaske deres tøj, lære at lave mad og gøre rent efter dem selv.
“Det her er vores hjem. Og i et hjem hjælper man til. Derudover er det vigtigt, at børnene kan klare sig selv. Når de skal på secondary school, college eller universitet, er der ikke nogen, der ordner tingene for dem”.
Mtoto Orphanage fik engang foræret en vaskemaskine, men Clara så aldrig nogen grund til at slå den til, og den endte med at blive solgt – helt ubrugt. Ifølge Clara er tøjvasken nemlig en vigtig social aktivitet, hvor alle hjælper hinanden med at få pletterne af. Hun understreger, at det er de færreste, der kommer til at bo i et hjem med vaskemaskine – og hvad skal de så stille op, når de aldrig har lært at vaske tøj?
Clara reflekterer over sin rolle for børnene. For nogle har hun været en moderfigur, siden de var helt små, men mange af dem har deres egne mødre, som bare ikke har mulighed for at tage sig af dem. Derfor synes hun titlen som tante – eller aunt, som børnene siger – er mest passende. Hun ser det som en vigtig del af hendes opgave, at børnene kan føle sig fortrolige med hende. Og hun sætter stor pris på, når børnene kommer til hende med et fortroligt problem, de vil vende med hende.
Hun sætter en dyd i at tale med de ældre børn om ungdomslivet, der venter. Når de ældste er hjemme fra secondary school, samler hun dem for at tale om sex og kærester – på godt og ondt. For det er enormt vigtigt for Clara at klæde de unge mennesker godt på.
Hun elsker at være sammen med dem og se dem hjælpe hinanden. “Jeg elsker det af hele mit hjerte," siger Clara.
Men der er bestemt også svære dage på børnehjemmet: “Jeg savner min mor”, fortæller Clara ærligt. Hendes mor bor stadig i Dar es Salaam, men de snakker i telefon hver eneste dag. Hver morgen bliver Clara vækket af et opkald fra sin mor, og i løbet af dagen taler de ofte sammen flere gange.
Hver december måned rejser børnene hjem til deres landsbyer, og Clara rejser hjem til sin mor. De børn, der ikke har et sted at komme hjem til tager med Clara.
“Min mor elsker, når børnene kommer. Kan du ikke lade dem blive, Clara, spørger hun altid”, siger Clara med et stort grin.
Og selvom Clara synes det er dejligt at være sammen med sin mor, fortæller hun, at hun savner de andre børn hver eneste dag. Og hun ringer til dem hver søndag.
Selvom rollen som plejemor fylder mest i Claras hverdag, er hun faktisk meget mere end det. Hun bruger sin uddannelse som sekretær til at bidrage til en lang række praktiske og organisatoriske opgaver i Mtoto Tanzania. Hun holder regnskab over børnehjemmet og familiehjemmenes udgifter, hun står for at lave opslag på Facebook og Instagram, og hun står altid klar til at drøfte problemstillinger med både bestyrelsen og de andre plejemødre.
