Vi taget hjem til Anstasia på Tumaini Home, for at interviewe hende til Mtoto Tanzanias hjemmeside. Hun sidder med plejebarnet Witness på skødet, mens vi taler. Hun nusser Witness i håret og aer hende på maven, når hun kommer med et lille host eller en lyd.
”Jeg er andet fødte barn ud af 5. Jeg gik i primary school indtil min mor døde,” starter Anastasia. Vi har bedt hende om at fortælle om sin opvækst.
”Min ældre søster var allerede gift, så nu skulle jeg være moren i huset. Så var der hverken tid eller penge til at gå i skole”.
Anastasia fortæller, at hun brugte sine unge teenageår som “mor” for sine mindre søskende. Men der var brug for flere penge, og derfor flyttede hun til Arusha for at få arbejde. Pengene hun tjente, sendte hun hjem til familien. Hun arbejdede som dada, der betyder søster swahili. Hun gjorde rent, lavede mad og vaskede tøj for folk med flere penge. Tiden gik med at arbejde hårdt dag ud og dag ind for at kunne sende flest muligt penge til sin familie.
På et tidspunkt ændrede tingene sig. Hun havde nemlig mødt en dejlig mand, og hverdagen begyndte at blive lettere. ”Da jeg blev gift blev livet godt,” siger Anastasia. Hun arbejdede mindre og fik sit første barn.
”Men efter to børn ændrede han sig pludseligt. Han blev vred og voldelig. Og en dag var han væk,” fortæller hun stille. Hendes mand var pludselig forsvundet fra den ene dag til den anden. Anastasia fortæller, at hun havde svært ved at tjene nok penge til at skaffe mad til børnene og hende selv.
Kort efter blev Mtoto Tanzania kontaktet af en lokal samarbejdspartner, der havde hørt Anastasias historie. Hendes to børn, Diana og Elishiama, blev sponsorbørn, og de flyttede ind på Mtoto Orphanage. Det var en god løsning, at børnene var på børnehjemmet, mens Anastasia genfandt balancen efter livsomvæltningen. Men hendes kærlige og milde facon havde gjort stort indtryk på Line – og da familiehjemmet Tumaini Home skulle åbne i år 2021, spurgte Line, om Anastasia ville være plejemor.
”Det ville jeg gerne!” smiler hun stort.
I dag bor Anastasia med 8 børn – hendes to egne og 6 plejebørn. Hjemmet oser af fællesskab, og særligt Diana og Elishiama, der er de to ældste børn i hjemmet, bruger meget tid på at hjælpe deres mindre plejesøskende.
Anastasia fortæller, at hun er glad her. Og det er svært ikke at tro på hende. Hun holder om hvert eneste barn, aer dem kærligt over hovedet og spørger dem, hvordan de har det. ”Jeg elsker børnene. Børnene giver mig håb,” siger hun.
Men det har også været svært at blive plejemor, fortæller hun. ”I starten kunne jeg ikke forene børnene – de havde alle sammen hver deres måde at gøre tingene på. Og at lytte var ikke en af deres yndlingsbeskæftigelser,” griner hun. Børnene kom fra hvert sit hjem, nogle endda fra forskellige kulturer – og det var ikke alle, der var vant til at høre efter, hvad de voksne siger.
”Men jeg spurgte Merysiana og Clara til råds. Og i dag har vi ikke de samme problemer.” Anastasia fortæller, at hun sætter stor pris på samarbejdet med de andre plejemødre. ”Det betyder meget at være en del af et hold, hvor man kan spørge nogle til råds, hvis man har et problem eller er i tvivl om noget”.
Når børnene er i skole, sætter Anastasia altid en gospel-cd på. Hun elsker gospel, og har selv sunget i kor i mange år, da hun var yngre. Og når hun har fået nok musik, skynder hun sig over på et af de andre hjem og hygger med de andre plejemødre.
